”Jeg lever med mine grænser, begrænsningen af min krop, min alder, mit køn, min historiske æra, min etnicitet og selvfølgelig min dødelighed. Grænser er med til at skabe identitet… grænser er generative, skabende, ikke restriktive”.
Jeg læste fornyelig disse ord i et interview med den amerikanske forsker Robert Pogue Harrison, og det slog mig, at disse ord på mere end en måde taler ind i evangeliet i dag, fortællingen om den gamle Anna og Simeon.
¤
Simeon er en gammel mand, og han ved, at han ikke har langt igen. For Simeons vedkommende gælder det imidlertid, at han har fået at vide, at han ikke skal dø førend han har set Guds søn, Guds frelser.
Og nu sker det så denne julesøndag. Det bliver opfyldt. Simeon ser Jesusbarnet og lovpriser det sammen med den gamle profetinde Anna.
Døden er den grænse, de to gamle ligesom alle mennesker må se foran sig. Memento Mori! Husk du skal dø! Vi skal alle dø!
Men Jesusbarnet er nu blevet den ny grænse. Det nyfødte barn sætter så tydeligt en anden horisont for de to oldinge. Fremtiden er ikke døden, men håbet, frelsen og forsoningen i Jesus, født julenat i Betlehem. Og løftet er, at døden ikke længere har forrang - nu er det barnet født julenat.
¤
Det nye i julens budskab er dertil, at Gud tager den menneskelige krop til sig og den menneskelige væren på sig. Guds søn bliver menneske og tager menneskelivet på sig.
Guds søn søger at hvile i de menneskelige grænser, erfarer begrænsningen af den menneskelige krop, af alder og køn og af det at være født og vokset op på et givent sted.
Denne akt af Gud rummer en ufattelig vilje og en uudtømmelig kærlighed til, at ville slå følge med os mennesker, Guds skabninger.
Og ligesom vi må forlige os med den menneskelige tilværelse, acceptere de menneskelige vilkår, forstå vores livs begrænsninger og muligheder, så ligger der det største håb i, at Gud ikke blot taler fra sin himmel, sender lyn og torden, men lader sig føde på jord og her deler skæbne med os.
Guds søn spørger snart børnene omkring ham: Skal vi lege. Og siden som voksen taler han om træerne, portene, fårene, hyrden og de menneskelige relationer og bruger dem til at tale om Guds rige.
Det skaber derved nyt liv, skærper vores håb ved sådan at møde os i øjenhøjde og vokse op sammen med os. Der er virkelig ingen grænse for Guds nåde.
Glædelig jul! Amen
