Hvorfor blev de så vrede på Stefanus. at de slog ham ihjel. Jeg tænker på den beretning, vi hørte fra Apostlenes Gerninger, om Stefanus, som har givet navn til dagen i dag, nemlig den første kristne martyr Stefanus.

Vi hører, at Stefanus vandrede omkring i Palæstina, og han gjorde store undere. Det kunne folk næppe have noget imod, og det var han jo ikke den eneste, der havde gjort. Hvorfor havde hans landsmænd så ligefrem behov for at beklikke ham, finde falske vidner og fabrikere falske beviser mod ham om, at han skulle tale spottende både om Gud og Moses? Og hvordan kan vreden få sådan fat i dem, at, som det står, at de føler sig ramt i hjertet, må skære tænder og holde sig for ørerne, hvorefter de jager Stefanus udenfor byen og stener ham til døde?

¤

Man skal nogle gange ulejlige sig til at se efter hullerne, her helt konkret, hvad der er udeladt af beretningen om Stefanus i beretningen i dag anden juledag.

Vi hører nemlig i den hellige lektie i dag kun rammefortællingen, at han, Stefanus, bliver betragtet med skepsis og siden, at han bliver stenet. Vi hører helt konkret fra Apostlenes Gerninger Kap. 6 vers 8-14 og i kapitel 7, vers 54.-60.

Hvad får det til at eksplodere i vold er tydeligvis det, som Stefanus siger. Stefanus forkynder kristentro, revser som en profet og piller sine landsmænds selvforståelse ned.

Stefanus prædiker.

Han tager fat i hele den gamle historie, tager udgangspunkt i patriarken Abraham, knytter til ved Guds pagt med Abraham. En den pagt, som fik omskærelsen som tegn.

Stefanus fortæller videre, følger folkets historie, fortæller om Josef og om Moses og slutter med kong Salomo. Hvad angår de sidste to, tager Stefanus fat i folket, som under Moses former en guldkalv og dyrker den i stedet for Gud. Og fra historien om kong Salomo understreger Stefanus, at nok byggede den vise konge et tempel til Gud, men Gud er ikke sådan at fæstne og lukke inde i et tempel.

At dyrke guldkalve og ville fæstne Gud, det ser Stefanus som en stadig fristelse for det folk, han er i blandt. Og han slutter derfor sin prædiken af med følgende hårde, revsende og dømmende ord:

”I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op mod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I.”

Og Stefanus kalder dem for både mordere og forrædere af Gud.

Vi er mildest sagt øverst på konflikttrappen. Det er ikke nogen undskyldning for drabet på Stefanus, snarere tværtimod viser det jo menneskets destruktive og ødelæggende kraft.

Julen og Jesu fødsel er netop også en afsløring af den menneskelige vold, og af det helt afgørende i, at Jesus kommet til en verden af det, salmedigteren Brorson, benævner tidselgemytter. Det er vi, og det er her, lige her, at der virkelig er brug for, at mørket bliver spredt og at lyset kommer, sådan som det nu er sket julenat.

Gud, lys din nåde og velsignelse over os!

I Jesu navn. Amen