Glædelig advent!
Glædeligt nyt kirkeår!
For nogle uger siden havde jeg glæden af at høre sangeren Peter Sommer optræde blandt andet med sangen Din idiot.
Denne sang indleder med spørgsmålet: ”Der findes spørgsmål for store til et enkelt lille liv”. Og sangen handler om et forhold mellem to, som lever i det at sige ”ja” til hinanden og samtidig ”men”. Et liv på godt og ondt, et helt almindeligt liv, hvori der er et ”ja” og også ofte vil være et ”men”.
I sangen lyder så også gentagende gange den dobbelttydelige sætning: ”Din idiot, jeg sku ha været din idiot”.
Idiot lyder som et skældsord, og er det vel også oftest, men i Peter Sommers sang betegner ordet en ydmyg og realistisk tilgang til livet, og vi menneskers gøren og laden. Vi mennesker er uperfekte og egenrådige. Vi undgår næppe at være idioter.
¤
Idiot kommer egentlig af det græske ord ”to idios”, som betyder at være egen. Det er der jo egentlig ikke noget galt ved. Det er vel ok at være egen; det boger for en vis selvstændighed.
Det med at kunne være her som en idiot, som en egen person, gælder også Jesus.
Se til, hvordan han drager ind her i det nye kirkeår. Vi hører i evangeliet i dag, hvordan han kommer ridende ind i Jerusalem på et æsel. På den ene side, lever han op til de gammeltestamentlige profeters skildring af, hvordan en kommende konge skal komme til. Han opfylder alt, hvad han skal, alt, hvad folket venter, og alligevel er der noget helt forkert ved ham set ud fra verdens gængse målestok.
Jesus er en æselkonge uden soldater, uden pragt og soldater.
Jesus bliver alligevel modtaget som en konge, men glansen går snart ham, for han er så optaget af det jordiske, af at være til her og være blandt os, gå os med, følges med os helt ind i lidelsen og døden.
Nogle vil sige til ham, når han hænger på korset: Hvis du er Guds søn, så bed din far redde dig. Men han tænker ikke på sig selv, men på det liv, han møder, den verden, den jord, han er født ind i. Han bærer her Guds kærlighed og nåde frem, og det er det han også bærer frem nu i dag. Han er håb for os.
Så lad os istemme skarens sang den dag i Jerusalem og prise Guds søn med ordene: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«”
Glædelig advent!